6. nov. 2016

BEING HAPPY WITH MY BODY // PART ONE


At være vokset op som en drenge-pige, og egentlig ikke ”give a shit” omkring hvordan jeg så ud, var befriende. Jeg spillede fodbold nonstop, gik i fodboldtrøjer i skolen og jeg havde ikke en eneste dag, hvor jeg følte mig utilpas eller ”ikke god nok”. Det ændrede sig, da jeg begyndte at komme i puberteten - og min krop så småt begyndte at ændre sig. Jeg har lige siden jeg kom i puberteten kæmpet en lang kamp mod uren hud, og da det tog til. Begyndte turen mod dårlig selvværd.

Men jeg kan nu desværre som 21 årig, kan jeg sige for første gang, sådan rigtig. At jeg har følt mig 100 procent tilpas i min egen krop.

Jeg plejer ikke at købe tøj, når jeg er ude og shoppe. Fordi jeg ikke føler mig god nok, og at intet vil passe mig ordentligt. Jeg vil langt hellere købe tøj over nettet, imens jeg krydser fingre for at jeg kan passe det, eller at det bare sidder nogenlunde. Frem for, at skal ud i mængden af mennesker, og føle mig utilpas. Det er hårdt at jeg går rundt hver dag, og har den konstante tanke i mit hoved ”du er ikke god nok”. ”du er for tyk” og jeg ved, jeg ved, jeg ikke er tyk.

Det slider på mig psykisk hver dag. Jeg har lyst til at pakke mig ind, blive liggende i min seng og egentlig blot blive i min egen lille verden. Selvom jeg kan se forskel på min krop, efter jeg er begyndt at træne – så er det bare ikke ”nok” til at booste mit selvværd. Jeg har egentlig ikke lyst til at gå udenfor en dør, fordi jeg har min indre stemme som bliver ved med at hakke ned på mig. 

Det hele startede rigtigt i 2014. Jeg blev syg med tuberkulose, og tabte mig sygeligt mange kilo. Jeg var sygeligt tynd, spiste intet og jeg var ikke mig selv. Desværre, så fik jeg mange flotte ord min vej, da jeg igen startede på mit gymnasie efter at have været væk i en måned. Folk sagde det klædte mig at have tabt mig så mange kilo, at jeg skulle prøve at holde den vægt jeg kommet ned i. Samtidig med at min medicin havde nærmest fuldstændig gjort min hud helt klar, så jeg var "nærmest en hel ny og forbedret Nanna", som en af mine daværende klassekammerater sagde. 

Selvom det var rart at blive rost for mit udseende for engangs skyld, og ikke omkring hvor sjov jeg var eller hvor god jeg var til fodbold. For en sjælden gangs skyld blev rost på mit udseende. Fik komplimenter fra drengene fra min klasse, som ellers kun plejede at snakke med mig om fodbold og diverse sportsgrene. Jeg levede på det – indtil en af mine veninder fra folkeskolen sagde til mig, at jeg ikke skulle høre på hvad andre sagde, fordi jeg så syg ud og at jeg på en ingen måde, lignede den glade Nanna, som før.

Der er så meget i vejen det samfund vi lever i, hvis en pige – som egentlig altid har haft en sund krop, sund vægt osv. først har en ”flot krop”, ”smuk krop”,  og ser "godt ud" når hun vejer langt under det hun MÅ. Jeg havde tabt mig 15 kilo, 15 kilo! Jeg var nede og veje 50,5 kilo – og når man havde en krop, som har været bygget på muskler og havde kraft. En krop, som var præget af godt og vel 10 års fodbold, den var alt andet end tynd og slank. 

Så prøv og forestil jer den samme pige, som nærmest er faldet sammen i kroppen, hendes ben er nærmest kun knogler, men hey! Du har en flot vægt, så derfor er du en pæn pige. Jeg kunne ingen ting. Jeg kunne knap nok gå op af trapperne på min skole, fordi min krop var drænet for al energi og næring. Mine ben var tynde ja, men fuldstændig ubrugelige. Jeg var træt konstant, havde ikke energien til gøre noget som helst. Være sammen med nogen, andre end min familie - fordi de i bund og grund, var de eneste som forstod mig. 

Efter mit sygdomsforløb, begyndte jeg så småt at tage på igen - og pludselig gik det stærkt, og der kom for mange kilo på. Jeg havde svært ved at stoppe igen, og svært ved at vænne mig til mit "nye" udseende, både udenpå og især indeni. Jeg følte ikke det jeg så i spejlet var det samme, som jeg så i mit hoved, 

Lige siden jeg har kæmpet en kamp mod mange forskellige kampe i mit hoved. Omkring vægt, tab af selvtillid, tillid til andre mennesker. Jeg har lukket mig selv inde, for ikke at blive såret, og har pakket mig selv inde, for ikke at blive set. Fordi jeg ikke har følt mig god nok, med mit udseende. 

Men her i weekenden, følte jeg mig tilpas. Jeg undgik ikke spejle og gik med mit hoved højt. For, ja for satan, jeg så satme godt ud! Jeg har ikke følt sådan i mange år, og det var den mest fantastiske følelse, jeg har haft i min krop, i lang tid. 

Fortsættes.  
SHARE:

Ingen kommentarer

Send en kommentar

© Nanna Sam. All rights reserved.
MINIMAL BLOGGER TEMPLATES BY pipdig