25. aug. 2017

THE PERFECT WRAP DRESS


Kjole; Kimchi Blue ved Urban Outfitters [Her

Det har været en kæææmpe trend denne sommer - med slå-om-kjolen og YES siger jeg bare! For det er nok den mest flatterende kjole facon til kvinder! Den gør kun gode ting for den kvindelige krop, woop woop. Og selvom der er blevet lavet såååå mange forskellige - farver, mønstre osv. Så er der bare ikke én, som virkelig er faldet i min smag - udover den her, men den koster en halv arm.

Jeg har været ved et par gange efterhånden og give efter, og "bare" købe en fordi de klær min krop så meget, meen har bare ikke gjort det - heldigvis! Men så igår da jeg var i gang med min daglige gennemsøgning af diverse webshops, så faldt jeg over den her skønhed. Og den er bare alt det jeg ønsker i sådan en kjole!

Det perfekte mønster, som er lidt vildt - uden at være det (giver det mening?) Og som vist på billedet så kan den både styles op og "ned". Gøres mere causal, så det er en hverdagskjole eller bruges til diverse fester.

Og så elsker jeg grøn - og det er meget at sige fra min side. Siden det meste af mit tøj er mørke farver, mest af alt sort. Men den er simpelthen så fin! 
SHARE:

24. aug. 2017

BEING EXCITED AND SCARED AT THE SAME TIME



Så er tiden ved at være kommet dertil hvor min rus-uge snart starter. Og jeg må indrømme, at jeg er både super spændt og "bange". Ikke kun for hvad der venter mig fagligt, men også socialt. Jeg ved at den første uge, er super vigtig i forhold til det sociale og det skræmmer mig! Jeg er SÅ bange for at jeg lukker af og sætter min mur op. Og ikke tør at give slip på min kontrol.

Især fordi at rus-ugen indeholder en del alkohol og for en person, som mig, der ikke drikker meget alkohol, generelt. Så er jeg bange for at blive "kedelig" - jeg er bange for at det vil være en forhindring i forhold til det sociale - fordi den danske ungdomskultur handler meget omkring druk og alkohol. Og nu er det ikke fordi jeg ikke kan li' folk der drikker osv. og at jeg slet ikke rør alkohol - jeg kan sagtens drikke - drikker mig dog aldrig skide fuld (især grundet kontrol-genet) og det sætter bare gang i tanke processen i mit hoved omkring, at jeg ikke passer ind.

Jeg er klar over, at jeg efter et par trælse situationer er blevet en mere lukket og til dels mere negativ person. Frem for jeg før så ting mere fyldte, i stedet for nu - tomme. Jeg kan hurtig lukke af hvis jeg føler mig usikker eller utryg.

Og det er ikke fordi jeg ikke glæder mig, for det gør jeg - virkelig. Jeg glæder mig super meget til at starte et helt nyt kapitel i mit liv. Jeg er klar til at komme videre fra mine sabbatår og begynde på noget seriøst igen. Og ikke mindst at møde flere mennesker på min egen alder og få en rigtig omgangskreds igen.

Men alligevel så kan jeg mærke den her følelse indeni om at utryghed. Jeg vil så gerne at det hele bliver det fedeste - at det bare socialt siger wupti og at jeg kan få nogle venner som jeg kan stole på og have de bedste år sammen med. Men min dejlige (læs: NOT) kontrol tendenser stopper mig tit. Før i tiden var jeg den sjove, som gjorde de underligste ting (okay, gør jeg stadig lidt) og tage initiativ til de underligste idéer og havde ingen problemer med at lukke folk ind. Men efter et par dårlige oplevelser med mennesker og tillid, så har jeg fået bygget en kææææmpe mur op og der skal skisme meget til at ødelægge den. Og jeg er så "bange" for at, jeg ikke kan få den nedbrudt og at den vil lukke af for nye venskaber.

Ikke nok med at det sociale skræmmer mig, så gør det faglige også. Jeg er SÅ bange for at fejle. At jeg ikke er god nok, eller ikke kan følge med. Det er SÅ stort for mig, at komme ind på universitet i det hele taget og nu hvor det kommer så tæt på - begynder jeg så småt at panikke en smule. Om jeg kan finde ud af det overhovedet, om jeg vil kunne forstå det eller om alt bare falder helt til jorden.

Jeg er simpelthen så bange for at skuffe og ikke kun mig selv, men resten af min familie. Jeg har set glæden i mine bedsteforældres øjne, hvor stolte de er - over at have et barnebarn som skal studere på universitetet. Og jeg er så bange for at jeg ikke kan leve op til deres "forventninger" - selvfølgelig ved jeg at de kun vil mig det bedste - men at se sin bedstefar nærmest leve helt op, da jeg fortalte jeg var kommet ind på uni og ikke mindst min 1. prioritet - jeg har ikke set ham sådan, længe.

At være det første barnebarn (på den ene side) som er kommet ind på uni, gør at presset på ens skuldre bliver lidt tungere. Ikke at jeg har noget imod det - det er det der sker, når man er en af de ældste. Jeg var også det første barnebarn som blev student og det gik jo fint. Men alligevel kommer min nervøsitet ind igen. Omkring at fejle og skuffe folk.

Men det giver mig også en masse mod at se jeg kan gøre mine bedsteforældre stolte. At jeg kan se de inderligt er super glade på mine vegne. At jeg kan se, at det virkelig nytter noget at give den en skalle og tror på en selv. Fordi jeg kan sgu egentlig godt, når det kommer til det!

Men jeg har tænkte mig at have det positive sind med mig! Jeg vil gøre mit allerbedste - både i rus-ugen og igennem min uddannelse! Jeg ved det ikke bliver let - forhåbentlig omhandler det kun det faglige. Og mest af alt, så håber jeg at jeg kan gøre alle dem omkring mig stolte. Og så håber jeg, at mine bedsteforældre får lov til at være her længe nok til at se mig, blive færdig.

Jeg håber mine tanker/følelser "hjælper". Det er okay ikke at være okay. Og det er okay at være "bange" for nye ting, så længe man holder det positive sind. Det er sgu hamrende skræmmende at begynde på et nyt kapitel i sit liv, og især sådan et stort et. 
SHARE:

6. aug. 2017

THIS IS FOR YOU, FARFAR

Tattoo lavet ved: Tattoo Fashion Aarhus

At miste nogen man elsker eller holder af, er svært. Jeg har været så fandens heldig, at have haft alle mine bedsteforældre i ca. alle mine 22 år. Jeg har været heldig, at jeg ikke har mistet nogen tæt på mig, nogensinde før - min farfar tabte kampen. 

At have vokset op, med alle mine bedsteforældre har været fantastisk. Kan huske en gang tilbage i 3.klasse (for godt 12 år siden) havde vi bedsteforældredag. Så hele min årgang havde vores bedsteforældre på besøg - min farmor og farfar kom (fordi min bedstemor/far boede for langt væk) og hver især skulle vi fortælle om vores bedsteforældre. Jeg glemmer aldrig hvor mange kun havde en eller to tilbage, i alder af "blot" 10 år. Og alles øjne da jeg fortalte jeg havde alle mine fire "tilbage" - og mange troede ikke på det. Jeg kunne tælle på én hånd, af os som havde alle fire tilbage. 

Mange havde mistet deres til kampen mod kræft og nu er min farfar en mere som kræft har taget. Det hele gik hurtigt, fordi kræften havde spredt sig og var "stærk". Min farfar lignede ikke min farfar længere. 

Heldigvis var hele familien samlet omkring ham i hans sidste dage. Min fars fire søskende var der, min mor og mine to søskende. Senere kom min onkel og tante også. Vi ventede egentlig bare på han ikke trak vejret længere og jeg har aldrig følt sådan en tomhed, som jeg havde da han døde. 

Jeg savner ham hver evig eneste dag. Jeg har dage hvor det er slemt, hvor jeg nærmest kan bryde sammen og dage hvor det er "normalt". Det er aldrig normalt, jeg mangler ham og det tomrum som er efterladt. Jeg er bange for at glemme ham - selvom jeg ved det ikke kommer til ske. Bange for at glemme alle de mange fantastiske minder jeg har sammen med ham.

Han var den mest fantastiske farfar jeg kunne ønske mig. Han støttede mig i alt hvad jeg gjorde -fodbold eller skole osv. Han havde altid nogle gode råd, gode historier - også selvom jeg har hørt hver eneste 100 gange! Han havde den bedste humor - kunne altid få mig til at grine. Vi lavede en masse ballade sammen, især hvor vi drillede mine søskende. Og især min stakkels storesøster - let offer ha ha. Han var ikke bange for at være lige præcis den han var - og det var ikke andet end inspirerende for mig selv personligt.  

Så jeg har fået en tatovering, i hans minde. Så jeg ved han altid er ved min side, altid med mig. Han vil forevigt være i mit hjerte - men at have "ham" på mig, gør det hele lidt lettere. At når jeg har det svært,  er trist eller befinder mig i svære situationer - så ved jeg at min farfar er ved mig, og han støtter mig. Jeg kan blot kigge ned på min arm, og mærke den varme som kommer - når jeg tænker tilbage på alle mange gode minder jeg har med ham. Alle de gode råd og ikke mindst alle de grin vi har delt.

Så længe jeg kan huske, så har min farfar røget pibe. Og jeg har brugt uendelige timer på at lave diverse dyr og figurer af hans piberensere. Kigget hans pibe igennem på alle mulige måder og haft mange "møder" med ham på hans kontor hjemme hos mine bedsteforældre - som vi kaldte den tid vi brugte sammen alene. 

Jeg kan huske jeg tit sagde til min lillebror;"Nej Nicolai! du må ikke komme ind, mig og farfar holder møde" - jeg tilbragte meget af min tid inde på min farfars kontor, men alle hans skøre ting, billedalbums og hans pengeskab (som jeg ALDRIG har kunne knække koden på) og så så vi en masse The Pink Panter. Min farfar var perfekt for mig. Nogle gange behøvede vi slet ikke at sige noget - vi udvekslede bare blikke, og vi kunne bare nyde stilheden sammen. Indtil han selvfølgelig skulle fortælle en af hans mange historier, ha ha. 

Jeg savner dig farfar, men jeg ved du er et bedre sted. Jeg elsker dig, for evigt.




SHARE:
© Nanna Sam. All rights reserved.
MINIMAL BLOGGER TEMPLATES BY pipdig