24. aug. 2017

BEING EXCITED AND SCARED AT THE SAME TIME



Så er tiden ved at være kommet dertil hvor min rus-uge snart starter. Og jeg må indrømme, at jeg er både super spændt og "bange". Ikke kun for hvad der venter mig fagligt, men også socialt. Jeg ved at den første uge, er super vigtig i forhold til det sociale og det skræmmer mig! Jeg er SÅ bange for at jeg lukker af og sætter min mur op. Og ikke tør at give slip på min kontrol.

Især fordi at rus-ugen indeholder en del alkohol og for en person, som mig, der ikke drikker meget alkohol, generelt. Så er jeg bange for at blive "kedelig" - jeg er bange for at det vil være en forhindring i forhold til det sociale - fordi den danske ungdomskultur handler meget omkring druk og alkohol. Og nu er det ikke fordi jeg ikke kan li' folk der drikker osv. og at jeg slet ikke rør alkohol - jeg kan sagtens drikke - drikker mig dog aldrig skide fuld (især grundet kontrol-genet) og det sætter bare gang i tanke processen i mit hoved omkring, at jeg ikke passer ind.

Jeg er klar over, at jeg efter et par trælse situationer er blevet en mere lukket og til dels mere negativ person. Frem for jeg før så ting mere fyldte, i stedet for nu - tomme. Jeg kan hurtig lukke af hvis jeg føler mig usikker eller utryg.

Og det er ikke fordi jeg ikke glæder mig, for det gør jeg - virkelig. Jeg glæder mig super meget til at starte et helt nyt kapitel i mit liv. Jeg er klar til at komme videre fra mine sabbatår og begynde på noget seriøst igen. Og ikke mindst at møde flere mennesker på min egen alder og få en rigtig omgangskreds igen.

Men alligevel så kan jeg mærke den her følelse indeni om at utryghed. Jeg vil så gerne at det hele bliver det fedeste - at det bare socialt siger wupti og at jeg kan få nogle venner som jeg kan stole på og have de bedste år sammen med. Men min dejlige (læs: NOT) kontrol tendenser stopper mig tit. Før i tiden var jeg den sjove, som gjorde de underligste ting (okay, gør jeg stadig lidt) og tage initiativ til de underligste idéer og havde ingen problemer med at lukke folk ind. Men efter et par dårlige oplevelser med mennesker og tillid, så har jeg fået bygget en kææææmpe mur op og der skal skisme meget til at ødelægge den. Og jeg er så "bange" for at, jeg ikke kan få den nedbrudt og at den vil lukke af for nye venskaber.

Ikke nok med at det sociale skræmmer mig, så gør det faglige også. Jeg er SÅ bange for at fejle. At jeg ikke er god nok, eller ikke kan følge med. Det er SÅ stort for mig, at komme ind på universitet i det hele taget og nu hvor det kommer så tæt på - begynder jeg så småt at panikke en smule. Om jeg kan finde ud af det overhovedet, om jeg vil kunne forstå det eller om alt bare falder helt til jorden.

Jeg er simpelthen så bange for at skuffe og ikke kun mig selv, men resten af min familie. Jeg har set glæden i mine bedsteforældres øjne, hvor stolte de er - over at have et barnebarn som skal studere på universitetet. Og jeg er så bange for at jeg ikke kan leve op til deres "forventninger" - selvfølgelig ved jeg at de kun vil mig det bedste - men at se sin bedstefar nærmest leve helt op, da jeg fortalte jeg var kommet ind på uni og ikke mindst min 1. prioritet - jeg har ikke set ham sådan, længe.

At være det første barnebarn (på den ene side) som er kommet ind på uni, gør at presset på ens skuldre bliver lidt tungere. Ikke at jeg har noget imod det - det er det der sker, når man er en af de ældste. Jeg var også det første barnebarn som blev student og det gik jo fint. Men alligevel kommer min nervøsitet ind igen. Omkring at fejle og skuffe folk.

Men det giver mig også en masse mod at se jeg kan gøre mine bedsteforældre stolte. At jeg kan se de inderligt er super glade på mine vegne. At jeg kan se, at det virkelig nytter noget at give den en skalle og tror på en selv. Fordi jeg kan sgu egentlig godt, når det kommer til det!

Men jeg har tænkte mig at have det positive sind med mig! Jeg vil gøre mit allerbedste - både i rus-ugen og igennem min uddannelse! Jeg ved det ikke bliver let - forhåbentlig omhandler det kun det faglige. Og mest af alt, så håber jeg at jeg kan gøre alle dem omkring mig stolte. Og så håber jeg, at mine bedsteforældre får lov til at være her længe nok til at se mig, blive færdig.

Jeg håber mine tanker/følelser "hjælper". Det er okay ikke at være okay. Og det er okay at være "bange" for nye ting, så længe man holder det positive sind. Det er sgu hamrende skræmmende at begynde på et nyt kapitel i sit liv, og især sådan et stort et. 
SHARE:

Ingen kommentarer

Send en kommentar

© Nanna Sam. All rights reserved.
MINIMAL BLOGGER TEMPLATES BY pipdig